Paterson er en by ved Passaic River i New Jersey, USA. Den har 157.800 indbyggere, hvoraf 25,7% er sorte (2021). Efter anlæggelsen i 1791 af datidens største amerikanske fabrikskompleks var Paterson en vigtig industriby frem til 1950'erne. Siden har den været hårdt ramt af fabrikslukninger, fattigdom og en periodevis høj arbejdsløshed. Største seværdighed er de berømte vandfald Great Falls, som med en faldhøjde på 21 m dannede grundlag for de første tekstilmøller. Sammen med nabobyerne i New Jersey indgår Paterson i New Yorks storbyområde.