Parkinsons sygdom

Symptomerne (parkinsonisme) begynder umærkeligt med gradvist tiltagende bevægelsesstivhed og -langsomhed samt i ³/₄ af tilfældene med rysten på hænderne og evt. fødderne. Denne rysten begynder ofte og forbliver evt. værst i den ene side; det er en langsom, rytmisk rysten, mest udtalt i hvile for at aftage, når hånden eller foden bevæges. Kroppens holdning bliver ludende, og gangen trippende med korte skridt og manglende medsving af armene. Motorikken svækkes med bevægelsesfattigdom indtil fastfrysning af bevægelserne, mimikken ophæves med sjældne blinkebevægelser, talen bliver svag, monoton og jappende, savlen er almindelig som følge af sjældne synkebevægelser, og håndskriften bliver formindsket og rystende. Ved undersøgelse af leddenes passive bevægelighed konstateres øget modstand i alle retninger (rigiditet). Forløbet kan kompliceres af depression, og den svækkede mimik kan give et fejlagtigt indtryk af psykisk svækkelse, men demens er i de fleste tilfælde kun et sent optrædende problem.

Forløbet varierer mellem milde og langsomt fremadskridende tilfælde med et forløb over mange år uden væsentligt færdighedstab og tilfælde med hurtigere udvikling og svær invaliditet med næsten ophævet bevægelighed i løbet af få år. Effektiv behandling med lægemidler kan dog i ³/₄ af tilfældene afhjælpe symptomerne væsentligt og forsinke deres udvikling.

I 1950'erne blev det påvist, at sygdommen ledsages af en stærkt nedsat koncentration af neurotransmitterstoffet dopamin i de basale dele af hjernen. Denne opdagelse førte hurtigt til udviklingen af lægemidler, som enten erstatter hjernens dopamin (levodopa) eller fremmer virkningen af det sparsomt tilstedeværende dopamin (dopaminerge lægemidler). Disse lægemidler, der har revolutioneret parkinsonbehandlingen, er dog ikke problemfrie, idet deres virkning ofte aftager efter 5-6 år, og de kan have bivirkninger, fx ufrivillige bevægelser (dystoni) og pludselige forværrelser med lige så pludselig bedring af symptomerne få minutter senere (on-off-fænomener). I enkelte tilfælde anvendes neurokirurgisk behandling (se stereotaksi). Fysioterapi er meget væsentlig i hele sygdomsforløbet.

Parkinsonisme optrådte i 1920'erne som en følge efter den hjernebetændelse, der komplicerede spansk syge (se influenza); parkinsonisme kan også forekomme ved andre hjernesygdomme, fx udtalt åreforkalkning, og i disse tilfælde har behandling med lægemidler kun ringe eller ingen effekt. Endelig kan parkinsonisme være en bivirkning ved anvendelsen af lægemidler af typen neuroleptika (se psykofarmaka) i behandlingen af sindslidelser.