Paramaribo

Artikelstart

Paramaribo er hovedstaden i Surinam i Sydamerika; 240.900 indbyggere (2012). Byen ligger ved Surinamfloden ca. 20 kilometer fra mundingen. Den blev grundlagt af franske kolonister i 1640'erne, men blev kort efter overtaget af englænderne og i 1660'erne af hollænderne. De sidste har præget byen, blandt andet med gadenavne, kanaler og en række fine huse i nederlandsk stil fra 1700- og 1800-tallet. Paramaribos indre by er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Paramaribo blev hovedstad ved Surinams selvstændighed i 1975, og byen er landets økonomiske og industrielle center og vigtigste havneby. Herfra udføres blandt andet bauxit og alumina (til fremstilling af aluminium), tømmer, ris, sukkerrør og citrusfrugter. Byen er en af de mange, der indgår i det vidtforgrenede net af narkoruter fra Syd- til Nordamerika, og organiseret kriminalitet er et problem. Byens universitet er fra 1968. Præsidentpaladset i den tidligere guvernørbolig og Fort Zeelandia er blevet restaureret. Den katolske Peter og Paul-katedral fra 1885 siges at være verdens største trækirke. Også andre trossamfund er repræsenteret i den multietniske by, med for eksempel hindutempler, synagoger og Caribiens største moské.

En særlig tradition for konkurrencer med sangfugle fastholdes i byens parker. Derfor ser man mange promenere til og fra træning med deres lille sorte tua-tua i bur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig