Panama - historie

Panama - historie, Panamas historie er i høj grad bestemt af dets geografi og de forskellige supermagters deraf følgende geopolitiske interesser.

I 1513 opdagede Vasco Núñez de Balboa og hans mænd som de første europæere eksistensen af Stillehavet. I de følgende år blev Panama udgangspunkt for mange spanske ekspeditioner; i 1532 resulterede det i erobringen af Inkariget. Rigdommen fra Inkarigets områder i form af sølv og guld begyndte at strømme til Europa gennem Panama.

I 1500-t. undfangedes idéen om en kanal tværs over landet, men det blev først 1881-89, at et fransk selskab under Ferdinand Marie Lesseps' ledelse påbegyndte bygningen af Panamakanalen. Allerede i 1846 havde USA ved Bidlacktraktaten, som var underskrevet sammen med Colombia, sikret sig retten til at "beskytte uafbrudt transit" gennem landet.

Statsoverhoveder i udvalg
1904-08 Manuel Amador Guerrero
1928-31 Florencio Harmodio Arosemena
1932-36 Harmodio Arias Madrid
1940-41 Arnulfo Arias Madrid
1941-45 Ricardo Adolfo de la Guardia
1945-48 Enrique Adolfo Jiménez
1948-49 Domingo Díaz Arosemena
1949-51 Arnulfo Arias Madrid
1951-52 Alcibíades Arosemena
1952-55 José Antonio Remón
1956-60 Ernesto de la Guardia
1960-64 Roberto Francisco Chiari
1964-68 Marco Aurelio Robles
1968 Arnulfo Arias Madrid
1968-69 José Manuel Pinilla Fábrega1
1969-78 Demetrio Lakas Bahas1
1978-82 Arástides Royo1
1982-84 Ricardo de la Espriella2
1984 Jorge Illueca2
1984-85 Nicolás Ardito Barletta2
1985-88 Eric Arturo Delvalle2
1988-89 Manuel Solís Palma2
1989 Francisco Rodríguez2
1989-94 Guillermo Endara
1994-99 Ernesto Pérez Balladares
1999-2004 Mireya Moscoso
2004-09 Martín Torrijos
2009-14 Ricardo Martinelli
2014- Juan Carlos Varela
1de facto-leder 1968-81 Omar Torrijos Herrera 2de facto-leder 1983-89 Manuel Antonio Noriega

Panama var indtil 1903 en del af Colombia. I 1800-t. var der imidlertid adskillige forsøg på at løsrive provinsen. Efter at Lesseps' Panamakanal-kompagni i 1889 var gået fallit, blev USA interesseret i at bygge kanalen færdig, men Colombia var ikke villigt til at overdrage rettighederne til amerikanerne. Som følge heraf støttede USA løsrivelsesbevægelsen, som var ledet af Manuel Amador Guerrero (1833-1909), og 3.11.1903 blev Panama erklæret for en selvstændig stat, som straks blev anerkendt af USA. Derefter blev en ny traktat underskrevet, og USA gik i gang med kanalbyggeriet. Amador Guerrero blev i februar 1904 det nye lands første præsident.

Panamakanalen blev taget i brug i 1914. Traktaten overgav USA suverænitet over et bælte på begge sider af kanalen, den såkaldte Panamakanalzone. Her skulle Panama og USA deles om administrationen. Traktaten, som begunstigede USA, har afstedkommet mange konflikter og har måttet genforhandles og revideres ved flere lejligheder. Således fandt der i januar 1964 et studenteroprør sted i Kanalzonen. De amerikanske studenter ville i strid med en indgået aftale ikke tillade, at det panamanske flag blev hejst ved siden af det amerikanske. Politi fra USA greb ind, og urolighederne resulterede i mange døde og flere hundrede sårede. Panama afbrød de diplomatiske forbindelser med USA og indbragte sagen for FN, som overdrog den til The Organization of American States. Efter langvarige forhandlinger blev de to landes præsidenter i september 1965 enige om at ophæve traktaten fra 1903 og anerkende Panamas suverænitet over Kanalzonen.

Den 7.9.1977 blev en ny traktat underskrevet i Washington under overværelse af repræsentanter fra 24 nationer fra hele kontinentet. I 1978 blev den endelige traktat, ifølge hvilken Panama 1.1.2000 skulle overtage alle rettigheder og kanalen, ratificeret og underskrevet af præsidenterne for USA og Panama. USA overdrog planmæssigt Panamakanalen og de dertil hørende 24.000 ha land til Panama 31.12.1999. På kort sigt mistede Panama en del indtægter fra det amerikanske personel, men en større udvidelse af kanalen gik i gang, så den efter 2002 skulle kunne tage 16.500 skibe om året mod tidligere 15.000.

I 1980'erne blev forholdet til USA tilspidset. Manuel Noriega blev i 1983 chef for de væbnede styrker. Han konsoliderede Omar Torrijos Herreras diktatur fra 1972. Han tillod ganske vist i 1987 gennemførelsen af det første præsidentvalg i 16 år, men manipulerede med valgresultatet, så hans egen kandidat blev indsat i embedet. Rapporter om Noriegas samarbejde med colombianske narkotikakarteller affødte endvidere stor bekymring, og i 1988 blev han af USA anklaget for narkohandel og pengeafpresning.

I marts 1988 indførte USA økonomiske sanktioner mod landet. Hertil kom store interne problemer med flere mislykkede kupforsøg. I december 1989 erklærede Noriega-styret USA krig, og umiddelbart efter dræbte panamanske soldater en amerikansk marinesoldat. 19.12.1989 gav USA's præsident, George Bush, ordre til at invadere Panama for at beskytte amerikanske statsborgere og tilfangetage Noriega til retsforfølgelse i USA. Amerikanerne nedkæmpede hurtigt al modstand, og 3.1.1990 blev Noriega taget til fange og ført til USA. Her blev han stillet for en domstol, dømt og fængslet.

Efter afslutningen på general Noriegas militærdiktatur besluttede parlamentet i 1994 på lige fod med Costa Rica at afskaffe de væbnede styrker. Samme år blev de første frie valg i et kvart århundrede med deltagelse af et stort antal partier vundet af Ernesto Perez Balladares (f. 1946). Han afløstes i 1999 af oppositionens leder, Mireya Moscoso, der var enke efter den tidligere konservative præsident Arnulfo Arias Madrid (1901-88).

I 2006 blev det ved en folkeafstemning vedtaget at investere i en udvidelse af Panamakanalen, således at antallet af fartøjer, som passerer kanalen, kan fordobles; anlægsarbejdet blev indledt i 2007.

I 2006 blev en frihandelsaftale med USA forhandlet på plads; den blev først godkendt af den amerikanske kongres i 2011.

Læs mere om Panama.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig