Pan

Pan, (gr., etym. usikker), græsk hyrdegud, af romerne identificeret med Faunus. Pan, hvis kult oprindelig var centreret i Arkadien, afbildes i modsætning til de ellers antropomorfe (menneskelignende) græske guder med tydelige træk fra geden: horn, skæg, hale, bukkeben. Sammen med nymfer færdes han på græsgange og i skove, hvor mennesker, der møder ham, gribes af "panisk angst". I de få myter om ham skildres han som en noget bondsk søn af den anden hyrdegud, Hermes.

Pan fremstilles ofte med en panfløjte (syrinx); den har han ifølge en myte opfundet i sorg over tabet af nymfen Syrinx, som hellere ville forvandles til en rørplante (gr. syrinx) end indlade sig med den lille grimme gud (se også Echo). Pan var populær i Athen, hvilket skyldtes, at han før Slaget ved Marathon (490 f.Kr.) viste sig for en athener på vej til Sparta efter hjælp mod perserne; over for ham tilbød Pan sin støtte mod at blive dyrket i byen. Efter sejren byggede athenerne en helligdom for Pan i en grotte på Akropolis.

Den store Pans død. Den græske filosof og forfatter Plutarch refererer en mærkelig begivenhed fra en sørejse ud for Epeiros' kyst. Fra land kaldte en stemme på kaptajnen og bød ham melde i næste by, at "den store Pan er død". Da der ud for næste havn pludselig opstod vindstille, råbte kaptajnen budskabet ind mod land, og vinden blæste op igen. I Rom konkluderede kejser Tiberius' sagkyndige i religion, at den gamle hyrdegud nok var død af ælde. Den ejendommelige historie er siden hen blevet (mis)brugt til at illustrere hedenskabens undergang og indvarslingen af kristendommens sejrsgang i Romerriget.