Palmiro Togliatti, 26.3.1893-21.8.1964, italiensk politiker, fra 1926 leder af Partito Comunista Italiano (PCI). Togliatti var i 1921 medstifter af PCI. Fra 1926, da Mussolini forbød partiet, var han i eksil, bl.a. i Moskva, hvor han gjorde karriere i Komintern. Togliatti vendte tilbage til Italien i 1944 og fik PCI med i den grundlovgivende forsamling i 1946. Under den kolde krig balancerede Togliatti mellem tilpasning til det italienske demokrati og loyalitet over for Moskva; han tog i 1956 afstand fra stalinismen og udstak en mere selvstændig linje for PCI.