Pakistan - massemedier, Selvom der findes knap 300 dagblade (2004), hører Pakistan til de lande i verden, hvor der læses færrest aviser. Det største og mest indflydelsesrige dagblad er Daily Jang (grdl. 1940, oplag ca. 775.000), der udkommer i flere nationale udgaver på urdu samt i en international udgave i London. En anden stor avis på urdu er Nawa-i-Waqt (grdl. 1940, oplag ca. 295.000).

De engelsksprogede aviser, med Dawn og The News som to af de største og vigtigste, læses især af den veluddannede middelklasse i byerne og har stor politisk indflydelse, selvom de kun udkommer i små oplag. De fleste aviser er privatejede eller ejet af store sammenslutninger, som ofte udgiver flere publikationer. Vigtigste nyhedsbureauer er Associated Press of Pakistan og Pakistan Press International.

Mens den trykte presse er koncentreret i Karachi og Lahore, har radio og tv hovedsæde i Islamabad. Det statslige radioselskab Pakistan Broadcasting Corporation (grdl. 1947) sender fra en række stationer over hele landet og på mere end 20 sprog og dialekter. I 1990 fik det statslige tv-selskab Pakistan Television Corporation (grdl. 1964) selskab af den første delvis private tv-kanal, ATV, der når ud til halvdelen af befolkningen.

ATV sender bl.a. nyheder fra CNN og BBC. Satellit-tv er populært, og i begyndelsen af det 21. århundrede begyndte også private pakistanske tv-stationer at sende via satelit. Siden 1988 er der officielt pressefrihed i landet, men alligevel forekommer censur og andre angreb på ytringsfriheden jævnligt.

Læs mere om Pakistan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig