Pakistan - forfatning, Den islamiske forbundsrepublik Pakistans forfatning er fra 1973 med flere ændringer, senest i 2003. Den islamiske lov, sharia, udgør landets retslige grundlag. Pakistan er en forbundsstat med fire provinser.

Den udøvende magt ligger hos en præsident, der handler efter at have rådført sig med premierministeren. Præsidenten vælges for en femårsperiode af et valgkollegium, der er sammensat af det føderale parlaments to kamre og de fire provinsforsamlinger. Han skal være muslim. Præsidenten har ret til, med premierministerens billigelse, at opløse parlamentet, hvorefter sagen inden 15 dage skal forelægges for den højeste domstol. Premierministeren udpeges af Nationalforsamlingen for en femårsperiode.

Den lovgivende magt ligger hos et parlament med to kamre: Underhuset, Nationalforsamlingen, har siden 2002 342 medlemmer, hvoraf 60 skal repræsentere kvinder og 10 repræsentere minoriteter. Overhuset, senatet, har 100 medlemmer. Underhuset vælges i direkte valg for fire år, overhuset vælges for fem år med ligelig fordeling blandt de fire provinsforsamlingers medlemmer og otte repræsentanter for stammeområder. Lovforslag kan fremsættes i begge kamre, dog er finanslove forbeholdt Nationalforsamlingen.

Senatets rolle er overhovedet underordnet og af rådgivende karakter, men der er oprettet en forligskomité til at mægle i tilfælde af uenighed mellem kamrene. Der er et Nationalt Økonomisk Råd med præsidenten og en repræsentant fra hver provins til at rådgive såvel provinsstyrelserne som forbundsregeringen. Provinsstyrelsernes virksomhed er begrænset til rent lokale forhold. Provinsguvernørerne udpeges af præsidenten.

Et nationalt sikkerhedsråd med præsidenten som formand består af ni civile politikere og fire militærpersoner. Der er et rådgivende organ om islamisk ideologi og et islamisk forskningsinstitut.

Læs mere om Pakistan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig