Pablo Picasso

Faktaboks

Pablo Picasso

Pablo Ruiz Blasco

født:
25. oktober 1881
død:
8. april 1973
Pablo Picasso

Pablo Picasso var en spansk maler, tegner, grafiker, billedhugger og keramiker. Allerede i sin levetid opnåede Pablo Picasso international anerkendelse som 1900-tallets betydeligste og mest indflydelsesrige billedkunstner.

Med sin alsidige begavelse og sin banebrydende indflydelse på en række af den moderne kunsts mest centrale udtryksformer blev han en ledestjerne uden sidestykke for modernismens internationale udvikling.

Pablo Blascos usædvanlige kunstnertalent blev tidligt bemærket og stimuleret af hans far, maleren Don José Ruiz Blasco (1838-1913). Allerede i 1892 fik Don José sin søn optaget på kunstskolen i La Coruña, hvor han selv var lærer, og som 14-årig blev drengen overflyttet til klassen for viderekomne på kunstakademiet i Barcelona.

I vinteren 1895-96 udførte den unge elev en stor figurkomposition, Den første nadver (1895-96, Museu Picasso, Barcelona), som afslørede en suveræn beherskelse af den akademiske formlære. Dette akademiske "svendestykke" signerede han med efternavnet Picasso, moderens mellemnavn, som han nu gjorde til sit kunstnernavn.

I 1897 flyttede Pablo Picasso til Madrid for at videreuddanne sig på akademiet der og gøre studier efter mestre som Tizian, El Greco, Rubens og Velázquez i Pradomuseet. I efteråret 1900 besøgte han første gang Paris, hvor han især blev begejstret for Toulouse-Lautrec og gav sin beundring udtryk i billedet Le Moulin de la Galette (1900, Guggenheim Museum, New York).

Året efter var han atter i Paris, hvor han i Ambroise Vollards galleri udstillede en række malerier, der rummede påvirkninger fra forskellige postimpressionistiske og symbolistiske forbilleder. Han følte sig især tiltrukket af Gauguin-kredsens fladebetonede cloisonnisme, som det eksempelvis ses i fremstillingen Barn bærende en due (1901, National Gallery, London).

I slutningen af 1901 indledtes en ny og markant stilfase, der kom til at strække sig over 1902-03, med alvorsfuldt symbolladede figurkompositioner, omhandlende eksistentielle og sociale emner i en både realistisk og ekspressiv udformning, ledsaget af en karakteristisk blåstemt og dystert nedtonet farveholdning. Denne melankolske fase er i eftertiden sammenfattet under betegnelsen "den blå periode". Fra den stammer bl.a. det tidlige hovedværk Livet (1903, The Cleveland Museum of Art, Ohio).

I 1904 bosatte Pablo Picasso sig i Paris, hvor han begyndte også at arbejde med grafik og bl.a. udførte raderingen Det tarvelige måltid (1904). I 1904 veg maleriernes blåfrosne melankoli gradvis for "den rosa periodes" fokuseringer på menneskelivets mere positive sider. I Strygende kvinde (1904, Guggenheim Museum, New York) er overgangen til en lysere og varmere kolorit synlig, selvom den betonet magre og nedslidte unge kvindeskikkelse stadig bærer præg af den blå periodes pessimisme, men allerede i Kvinde med krage (1904, Toledo Museum of Art, Ohio) er der en ny varme og ømhed i skildringen af den unge, rosaklædte kvinde, der kysser og kærtegner den sorte fugl.

Den rosa periodes foretrukne motivverden er cirkusartisternes liv med en betoning af den dybe samhørighed og indbyrdes omsorg, der kendetegner det omrejsende gøglersamfund. Markante eksempler er Gøglerne (1905, National Gallery of Art, Washington, D.C.) og Akrobatfamilie med abe (1905, Göteborgs konstmuseum).

Den rosa dominans afløstes i foråret 1906 af en forkærlighed for brune og grå nuancer og en strengere formbevidsthed, forbundet med en ny interesse for iberisk oldtidskunst og Cézannes klassicerende fremstillinger af badende mennesker. Picasso udførte i 1906 en række malede nøgenstudier og indledte sideløbende en produktion af småskulpturer, bl.a. Kvinde, der reder sit hår (1906, Baltimore Museum of Art, Maryland), og samme år malede han tillige det karakterfulde portræt af den amerikanske forfatter Gertrude Stein (1906, Metropolitan Museum of Art, New York).

I foråret 1907 fik hans interesse for den iberiske oldtidsskulpturs stiliserede formverden følgeskab af en ny begejstring for afrikansk skulptur. Et besøg på det etnografiske museum i Palais du Trocadéro blev en sand åbenbaring for Picasso, der ved mødet med de "primitive" kunstskatte erkendte den europæiske kulturs behov for at forny sig gennem impulser fra naturfolkene.

Picasso begyndte nu at skære og bemale afrikansk inspirerede træskulpturer, fx Figur (1907, Musée Picasso, Paris). Mest afgørende var det dog, at han tog denne inspirationskilde op i sit maleri, i særdeleshed i udformningen af et maleri, Frøknerne fra Avignon (1907, Museum of Modern Art, New York), der skulle blive en milepæl inden for den tidlige modernisme dels som gennembrudsværk for den nye primitivisme, dels som indvarsler af en epokegørende ny kunstretning, kubismen.

I billedet praktiserede Picasso en rendyrkelse af fladen, der brændte alle broer bag sig med hensyn til maleriets traditionelle rumudformning siden renæssancen, samtidig med at den afrikanske maskekunsts vilde fysiognomier indførtes som udtryksbærende element i figurtegningen side om side med hans stiliserende fortolkninger af iberiske skulpturhoveder fra oldtiden.

I nært samspil med den franske maler Georges Braque udviklede Picasso det kubistiske maleri, der 1909-12 gennemløb sin "analytiske" fase og 1912-14 den "syntetiske". Blandt de mange markante eksempler på Picassos analytiske kubisme kan fremhæves Portræt af Ambroise Vollard (1910, Pusjkin-museet, Moskva) og Harmonikaspilleren (1911, Guggenheim Museum, New York).

Et værk, der markerer overgangen fra analytisk til syntetisk kubisme, er Ma Jolie (1911-12, Museum of Modern Art, New York), mens en fuldbyrdet syntetisk kubisme kendetegner Stilleben med stoleflet (1912, Musée Picasso, Paris) og Kortspilleren (1913-14, Museum of Modern Art, New York). 1915-16 gik Picassos syntetiske kubisme over i en stadig mere farverig æstetisk leg med formelementernes dekorative egenskaber og muligheder, snart i detaljerige kompositioner, fx Mand med pibe (1915, Art Institute of Chicago, Illionis), snart i ganske enkle opbygninger som fx Harlekin (1915, Museum of Modern Art, New York). 1914-16 udfoldede Picasso også stor skulpturel produktivitet, hovedsagelig i form af bemalede skulpturer i træ, fabulerende over musikinstrumenter, fx Mandolin og klarinet (1914) og Violin og flaske på bord (1915-16, begge Musée Picasso, Paris).

I malerierne krydsedes i de følgende år en genoptagelse af den rosa periodes kredsen om artister og gøglere med elementer fra den syntetiske kubisme, fx i Tre musikanter (1921, Museum of Modern Art, New York). Genoptagelsen af elementer fra tidligere udviklingsfaser sås også i forbindelse med den nyklassicistiske tendens, som udfoldede sig sideløbende med de postkubistiske spor i Picassos udvikling efter 1. Verdenskrig.

Denne klassicisme, der bl.a. implicerede en ny interesse for J.-A.-D. Ingres, rummede i høj grad også genanvendelse af elementer fra kunstnerens "iberiske klassicisme" 1905-06. Karakteristiske eksempler er Sovende bønder (1919) og Tre kvinder ved en kilde (1921, begge Museum of Modern Art, New York) samt Panfløjten (1923, Musée Picasso, Paris).

I 1920'erne inspireredes Picasso af surrealismen og udviklede i tiden omkring 1930 nogle helt groteske surreale bearbejdelser af den kvindelige anatomi, som især fandt udtryk i en lang række tegninger, grafiske arbejder, malerier og skulpturer, der fremstillede badende kvinder, fx oliebilledet Figurer ved havet (1931) og bronzeskulpturer som Metamorfose I (1928) og Badende kvinde (1932, alle Musée Picasso, Paris).

Et næsten altoverskyggende hovedværk i 1900-tallets malerkunst skabte Pablo Picasso i maj-juni 1937 med billedet Guernica (Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia, Madrid), malet til den spanske pavillon på årets verdensudstilling i Paris som udtryk for kunstnerens protest mod tyskernes bombning af den baskiske by i april 1937. Malerisk lagde Picasso ikke afgørende nyt til sin udvikling efter Guernica, der fremtrådte som en monumental sammenfatning af alt, hvad han havde skabt forud for det.

I den efterfølgende produktion bearbejdedes og varieredes elementerne fra de forudgående stilfaser i stadig nye konstellationer, gerne med det kubistiske grundelement som fællesnævner. Blandt hans senere mesterværker kan her fremhæves eksempler som det Goya-inspirerede Massakre i Korea (1951) og Frokost i det grønne (1960, begge Musée Picasso, Paris), en fri fortolkning af Édouard Manets berømte værk.

Ved siden af sin hovedindsats som maler var Picasso til stadighed produktiv som tegner, grafiker og billedhugger. Hans alsidige udfoldelse kom især 1949-57 også til at omfatte en keramisk produktion, bl.a. formede han polykromt glaserede lerskulpturer forestillende stående og liggende kvindeskikkelser samt forskellige dyr, især fugle, fx Ugle med mandshoved (1953, Musée Picasso, Paris).

I maj 2010 blev Picassos maleri Nøgen, grønne blade og buste fra 1932 solgt for 602 mio. kr. på Christie's i New York, den hidtil højeste pris betalt for et kunstværk.

Værker af Pablo Picasso findes i Danmark på Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Louisiana.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig