PLC, Programmable Logic Controller, programmerbar logisk styringsenhed, der kan anvendes til on/off-styring af bl.a. ventiler, pumper og motorer. En PLC er forsynet med interfacekort indeholdende en række elektriske indgange med signaler fra fx sensorer og transducere samt en række udgange, hvorfra der kan afgives styresignaler. Styreprogrammet kan programmeres direkte på PLCen eller på en pc og derefter overføres.