PH-lampe

PH-lampe, belysningsarmatur tegnet af arkitekten og revyforfatteren Poul Henningsen. PH formulerede i begyndelsen af 1920'erne manglerne ved datidens belysningsarmaturer og udviklede sin belysningsfilosofi, der siden har dannet skole for dansk lyskultur.

PH vandt guldmedalje ved verdensudstillingen i Paris i 1925 med sin nye idé, den "modulopbyggede flerskærmslampe". Det blev en milepæl i PH's udvikling inden for armaturdesign, og han fortsatte resten af sit liv med at tegne lamper, mens han forholdt sig kritisk til nye lyskildetyper og førte en engageret debat mod den etablerede lystekniske videnskab.

PH tegnede en lang række lamper, hvoraf mange betragtes som klassikere, heriblandt PH Glaspendel (1926), PH Kogle (1958), PH 4/3 (ca. 1928 i glas, 1966 i metal) og ikke mindst den populære PH 5 (lanceret 1958). PH's skærmsystem er optaget i Kulturkanon.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig