PFLP

Artikelstart

PFLP, Popular Front for the Liberation of Palestine, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, marxistisk palæstinensisk gruppe, dannet i 1967 af Georges Habash. Efter en række flykapringer blev PFLP i begyndelsen af 1970'erne kendt verden over. Gruppen arbejder for en tilintetgørelse af staten Israel og var derfor stærkt kritisk, da PLO i september 1993 indgik Principaftalen med den israelske regering, der skulle bane vej for en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. PFLP deltog ikke i valget til det palæstinensiske selvstyreråd i januar 1996; det blev vundet stort af Yassir Arafats al-Fatah, men enkelte repræsentanter har forbindelse til PFLP. PFLP nyder udbredt støtte i den palæstinensiske diaspora for sin vedvarende kritik af Det Palæstinensiske Selvstyre og for sin kritik af USA's støtte til den israelske regering og dens politik på Vestbredden.

PFLP havde desuden nære forbindelser til og udførte aktioner sammen med en række europæiske venstreorienterede organisationer og bevægelser, fx Rote Armee Fraktion i Vesttyskland og Brigate Rosse i Italien. I Danmark var der samarbejde med en gruppe som foretog en række større røverier (se Blekingegadesagen).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig