P.Chr. von Stemann, Poul Christian von Stemann, 1891-1966, dansk embedsmand. Stemann blev cand.jur. 1915, og efter en karriere i centraladministrationen og en tid som amtsassessor i Tønder var han 1934-61 amtmand på Bornholm. Under besættelsen fik han en udvidet fuldmagt og forvaltede sit embede mere selvstændigt, både over for den tyske besættelsesmagt og under Den Røde Hærs tilstedeværelse på øen indtil april 1946. Efter sin pensionering udgav han sine erindringer.