Faktaboks

Ove Abildgaard
Født
17. september 1916
Død
11. oktober 1990

Ove Abildgaard, Ove Johannes Abildgaard, 17.9.1916-11.10.1990, dansk lyriker og kritiker. Ove Abildgaard studerede jura og litteratur i København. I den forbindelse kom han i kontakt med 1940'ernes lyrikergeneration.

Han debuterede først som 30-årig, men blev straks en moderne klassiker med samlingerne Uglegylp (1946), Hvirvler (1948), Glødende sten (1952) og Sommerens ekko (1954). Han er på én gang universelt filosofisk og "rugbrødsnær ved livet" i sine stramme, strofiske digte præget af finurlig metaforfantasi og en barok humor, der blufærdigt kvæler ethvert tilløb til patos og sentimentalitet.

Fra 1953 var Ove Abildgaard boganmelder og 1967-86 lyrikredaktør ved Danmarks Radio, men i 1970'erne vendte han for alvor tilbage til lyrikken, nu med digte præget af formelle eksperimenter, bl.a. Og Lises hånd i min (1972) og Mariehønen (1976).

Erindringsglimtene Hvorfor netop i dag da det er søndag (1986) rummer poesi og prosa i typografisk layout påvirket af konkretlyrikken.

Ove Abildgaard modtog 1951 Morten Nielsens Mindelegat, 1955 Johannes Ewald-legatet og 1963 Aarestrupmedaljen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig