Otto Wallach, 27.3.1847-26.2.1931, tysk kemiker, professor ved universitetet i Göttingen 1889-1915. Otto Wallach modtog i 1910 nobelprisen i kemi for sine undersøgelser af organiske stoffer og især for opklaringen af strukturen af stoffer, hvis molekyler har ringform. Han studerede alicykliske forbindelser med små molekyler og terpener med store og lagde med sit arbejde grunden til den industrielle produktion af aromastoffer, fx til parfume.