Otto 1., 1815-1867, konge af Grækenland 1832-62. Otto af Wittelsbach, søn af Ludvig 1. af Bayern, blev af Storbritannien, Frankrig og Rusland valgt til tronen i det nyetablerede Grækenland. Ottos første regeringstid var absolutistisk præget, mødte stærk modstand fra den lokale elite og havde ringe popularitet i befolkningen. Ved en ublodig revolte i 1843 blev Otto tvunget til at indføre en liberal grundlov. Trods den nye grundlov fortsatte Otto en form for parlamentarisk diktatur, og en ny revolte tvang ham i 1862 til at abdicere og forlade landet.