Othon Coubine, Otakar Kubín, 1883-1969, tjekkisk billedkunstner. Efter uddannelse i Hořice og Prag var Coubine 1912-51 og igen fra 1966 bosat i Sydfrankrig. Her udviklede han et maleri, der forenede en koloristisk, tjekkisk tradition med den franske klassicismes harmoni, som maleren mødte den hos bl.a. André Derain. 1951-66 opholdt han sig i Tjekkoslovakiet, hvor han malede næsten abstrakte landskabsmalerier.