Oswaldo López Arellano, 30.6.1921-16.5.2010, honduransk officer og politiker, præsident 1963-71 og 1972-75. López Arellano kom til magten efter at have ledet militærkuppet i 1963 mod den civile præsident Ramón Villeda Morales, hvis reformarbejde blev standset. Honduras' nederlag til El Salvador i Fodboldkrigen banede vejen for militærregimets fald i 1971; allerede året efter kom López Arellano dog atter til magten ved et nyt militærkup.