Oslo Rådhus, tegnet af Arnstein Arneberg og Magnus Poulsson (det opr. projekt i 1916-18), opført fra 1931 og indviet ved byens 900-års jubilæum i 1950. Det er bygget af beton beklædt med røde mursten; mod nord flankerer to over 60 m høje kontortårne en centralhal, der med rampe- og trappeanlæg er forbundet med den cirkelrunde Fridtjof Nansens Plads. Rådhuset er rigt udsmykket med kunsthåndværk, skulpturer af bl.a. Dagfin Werenskiold og malerier af bl.a. Reidar Aulie, Per Krohg, Alf Rolfsen og Aage Storstein; Henrik Sørensen har malet det 24 m×12 m store billede i rådhushallen, Folket i arbejde og fest (fuldført 1950). Se også Oslo.