Faktaboks

Oscar Niemeyer

Oscar Niemeyer Soares Filho

Født
15. december 1907
Død
5. december 2012

Oscar Niemeyer var en brasiliansk arkitekt.

Oscar Niemeyer var en af de brasilianske arkitekter, som i 1936 arbejdede på Le Corbusiers projekt til Undervisnings- og Sundhedsministeriets bygninger i Rio de Janeiro. Planen for Pampulha (1942-1944), en ny forstad til Belo Horizonte, var hans første større arbejde alene; her forestod han opførelsen af bl.a. kasino, restauranter, klubhuse og kirke i en karakteristisk udtryksform, præget af kurvede linjer og former.

Sit internationale gennembrud fik Niemeyer, da han i 1947 sammen med bl.a. Le Corbusier deltog i udformningen af FN-bygningen i New York. I 1957 stod han for den arkitektoniske udførelse af Lúcio Costas plan for den nye hovedstad Brasília og tegnede de vigtigste bygninger, bl.a. Nationalkongressen og katedralen, i et monumentalt, symbolistisk formsprog.

Som fremtrædende medlem af det brasilianske kommunistparti (hvis præsident han var fra 1992 til 1996) måtte Oscar Niemeyer gå i eksil under militærdiktaturet i Brasilien fra 1964 til 1985. Han slog sig ned i bl.a. Paris, og hans internationale anerkendelse blev fastslået med fx Mondadori-bygningen i Milano (1968-1975).

Han opførte endvidere flere bygninger i Algeriet foruden det franske kommunistpartis hovedkvarter i Paris. Niemeyer var i slutningen af 1990'erne stadig en aktiv arkitekt i Brasilien og opførte fx Museet for Samtidskunst i Niterói (1996) og Oscar Niemeyer Museum i Curitiba (indviet i 2002).

Oscar Niemeyer blev i 1963 æresmedlem af American Institute of Architects og modtog samme år Lenins Fredspris. I 1988 tildeltes han 'arkitekturens nobelpris', The Pritzker Architecture Prize.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig