Organization of American States er en regional organisation dannet i 1948, og som omfatter alle syd- og nordamerikanske stater. OAS har hovedkvarter i Washington, D.C.

Organisationens formål og organisering

Organisationens målsætninger fra 1948 med senere tilføjelser i 1967 og 1985 er at sikre og bevare fred og sikkerhed i regionen, at fremme demokratiske styreformer med samtidig respekt for princippet om ikke-indblanding i interne anliggender samt generelt at bidrage til løsning af økonomiske, sociale, politiske og juridiske problemer i regionen gennem indbyrdes samarbejde. I de sidste årtier har én af de vigtigste opgaver været valgobservation i medlemslandene.

OAS' vigtigste organ er generalforsamlingen, som mødes en gang om året. Medlemslandene har hver én stemme og formelt set lige stor indflydelse. I praksis har USA haft størst indflydelse, men de større latinamerikanske lande er dog med årene kommet til at spille en stadig mere betydelig rolle.

Interne stridigheder

Alle 35 lande i Nord- og Sydamerika er medlem af OAS. Cubas medlemskab blev suspenderet med en resolution vedtaget i 1962, men resolutionen ophørte med at have effekt i 2009.

Venezuelas præsident Nicolas Maduro meddelte i 2017, at landet ville trække sig ud af OAS på grund af politisk indblanding i landets indre anliggender, men et flertal af OAS' medlemslande har stemt for at anerkende en udsending for oppositionslederen Juan Guaido som repræsentant for landet.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig