Ord River Dam, hoveddæmningen i et stort anlagt kunstvandingsprojekt ved Ord River i det nordlige Western Australia, fuldført 1972. Første opdæmning ved Kununurra Diversion Dam stod klar i 1967. De to kunstige søer Kununurra og Argyle giver mulighed for at kunstvande 70.000 ha og er grundlag for et 60 MW vandkraftværk. Projektet har dog fra begyndelsen været præget af økonomiske problemer og fejlslagne dyrkningseksperimenter, og potentialet udnyttes ikke fuldt ud.