Opstillingskreds er betegnelsen for det afgrænsede geografiske område inden for en storkreds, hvor de politiske partier opstiller deres folketingskandidater, hvad der giver mulighed for en direkte relation mellem opstillingskredsens vælgere og folketingskandidaterne – og efter valget tilsvarende mellem vælgerne og opstillingskredsens folketingsmedlemmer.

Der er nu 92 opstillingskredse, men 175 medlemmer af Folketinget (der ses her bort fra de to folketingsmedlmmer, der vælges i Grønland, og de to, der vælges på Færøerne). I gennemsnit har hver opstillingskreds således næsten to folketingsmedlemmer (fra forskellige partier), men fordelingen er skæv, så nogle opstillingskredse har ikke fået nogen valgt, andre har én repræsentant, mens andre igen har flere.

Den nuværende inddeling i opstillingskredse blev til i forbindelse med Strukturreformen i 2007, hvor nedlæggelsen af amterne, oprettelsen af de fem regioner og reduktionen i antallet af kommuner til 98 gjorde det både nødvendigt og naturligt at tilpasse valglovens geografisk-administrative enheder til den nye kommunale struktur.

Man tilstræbte i den forbindelse, at opstillingskredsenes grænser i videst mulige omfang skulle svare til de nye kommunegrænser. Derfor er de store kommuner opdelt i flere opstillingsgrænser, nogle opstillingskredse består af lige præcis én kommune, mens andre består af to (evt. tre) nabokommuner, og der er kun ganske få afvigelser fra dette mønster.

I Fyns Storkreds er der således otte opstillingskredse. Af dem ligger de tre i Odense Kommune (Øst, Vest og Syd), én udgøres af Assens Kommune, og de sidste fire består alle af to nabokommuner (Nordfyn og Middelfart, Kerteminde og Nyborg, Langeland og Svendborg, og endelig Faaborg-Midtfyn og Ærø). I de otte opstillingskredse blev der ved folketingsvalget i 2019 i alt valgt 15 medlemmer af Folketinget, 12 på kredsmandat, tre på tillægsmandat.

Opstillingskredsene har dog ingen selvstændig betydning for mandatfordelingen, som afgøres af stemmefordelingen på partierne i storkredsen og fordelingen af henholdsvis parti- og personlige stemmer på kandidaterne inden for hvert af partierne.

Opstillingskredsenes afgrænsning spiller også ind på den måde, nogle af de politiske partier har opbygget deres organisation, idet der er behov for et organ, der har ansvaret for opstillingen af en kandidat i de opstillingskredse, partiet vælger af opstille i. De store partier opstiller i alle de 92 opstillingskredse, de mindre er somme tider mere tilbageholdene eller vælger af opstille samme kandidat i flere opstillingskredse i en storkredse, hvad der også er muligt.

Partiernes opstillingsform i de enkelte opstillingskredse har betydning for stemmesedlens udformning (kandidatrækkefølgen), og derfor er stemmesedlerne forskellige i de forskellige opstillingskredse inden for én og samme storkreds. Ved et folketingsvalg trykkes der altså 92 forskellige stemmesedler.

Litteratur:

- Nicoline Nyholm Miller og Jørgen Elklit, Folketingsvalgloven med kommentarer, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019.

- Folketingsvalget 5. juni 2019. Danmark, Færøerne, Grønland, København: Danmarks Statistik, 2020. Denne omfattende valgstatistik kan også downloades fra adressen: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=34694&sid=ftvalg2019

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig