Olof Molander, 1892-1966, svensk skuespiller og instruktør; 1934-38 teaterchef på Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm. Molander debuterede som instruktør 1919 under inspiration af modernister som Gordon Craig og Max Reinhardt. Han slog igennem med nogle store, gennemarbejdede klassikerforestillinger og skabte for første gang i Sverige en forløsende scenisk form for en række af Strindbergs symbolske dramaer, begyndende med Ett drömspel (1935). Også O'Neill hørte til Molanders foretrukne dramatikere. I 1938 iscenesatte han Kaj Munks Han sidder ved Smeltediglen og i 1945 En Idealist. Efter 2. Verdenskrig skabte han fornyende iscenesættelser af græske klassikere, og i 1961 udgav han selvbiografien Detta är jag ...