Olive Schreiner, 1855-1920, sydafrikansk forfatter. Olive Schreiner voksede op i en lutheransk missionsfamilie og skrev udkast til sine tre romaner, mens hun som ung arbejdede som guvernante på gårde i Kapkolonien. Den kendteste, The Story of an African Farm (1883, da. Historien om en afrikansk farm, 1980), er en sydafrikansk klassiker, der bl.a. har inspireret Doris Lessing. Den skildrer intenst landskab og følelser i den øde Karroo-egn og er samtidig et fritænkermanifest, der bag det umiddelbare ser verdensåndens fremskridtsformer. Filosofien viderebefordres i de posthumt udgivne romaner From Man to Man (1926) og Undine (1929), der endvidere rummer stærkt masochistisk prægede kærlighedsskildringer. På fremskridtstanken bygger også den feministiske traktat Woman and Labour (1911). Olive Schreiner var politisk aktiv i kampagner mod koloniseringen af Rhodesia og imod britisk fremfærd under Boerkrigen, men samtidig sært draget mod stærke mænd som imperialisten Cecil Rhodes og eugenikeren Karl Pearson.