Nogen officiel kanonisering af Olga kender vi ikke til, men venerationen af hende ses snart efter, at Vladimir havde valgt at lade sig døbe.
Vladimir var i 980 kommet sejrrigt ud af en blodig broderstrid om magten med sine to ældre halvbrødre. I sine første år på tronen fortsatte Vladimir målbevidst faderens aktive revitalisering af hedenskabet. En direkte konsekvens heraf var, at to kristne varægere, far og søn, hjemkomne fra Byzans, blev dræbt i 983 på grund af deres tro, og derved blev den russisk-ortodokse kirkes første martyrer.
Umiddelbart efter selv at have accepteret dåben 988/989 satte Vladimir gang i et monumentalt kirkebyggeri på det sted, hvor de to varægere var blevet dræbt, Tiendekirken, viet til Gudsmoder. Hertil blev ”helgenerne” ifølge Nestorkrøniken translateret i 1007, hvilket må forstås som de to varægere og Olga. Her kom hun først til at ligger i en trækiste, der senere erstattedes af en stensarkofag.
Snart efter sin død i 1015 blev Vladimir også uden egentlig kanonisering opfattet som helgen. Allerede før 1050 blev hansammen med sin farmor, Olga/Helena, i metropolit Ilarions homilie Om loven og nåden (Slovo o zakone i blagodati) set som parallel til Konstantin den Store og hans mor Helena. Hvor disse havde bragt korset fra Jerusalem til Konstantinopel, så var det Olga som en ny Helena og Vladimir som en ny Konstantin, der bragte korset videre fra Konstantinopel til Rus. Den samme parallelisering med det byzantinske par ses også i munken Iakovs Ihukommelse og lovprisning af Vladimir (Pamjat i pokhvale Vladimiru), der også blev skrevet i 1000-tallet.
På den måde opfattedes bedstemor/sønnesøn meget tidligt i den russiske kirke som apostel-lige helgener. Derfor kan man også se de to sammen på ikoner, om end Olga oftere optræder på ikoner som helgen i egen ret iblandt med stiltræk der kan minde om en Jomfru Maria.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.