Ole Schmidt, 1928-2010, dansk dirigent og komponist, uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. 1978-84 var han chef for Aarhus Symfoniorkester, men han arbejdede mest freelance, ofte i England, hvor han 1973-74 indspillede Carl Nielsens seks symfonier med London Symphony Orchestra. Koncerter og blæsermusik indtager en fremtrædende plads blandt hans værker, der også omfatter dramatisk musik, fx orkesterledsagelsen (1983) til Carl Th. Dreyers stumfilm Jeanne d'Arc.