Ole Roos

Faktaboks

Ole Roos
født:
6. juni 1937
død:
4. februar 2018

Ole Roos var en dansk filmfotograf og -instruktør; søn af Karl Roos. Ole Roos stod i lære på Minerva Film under bl.a. Theodor Christensen og farbroderen Jørgen Roos.

Hans arbejde omfatter både dokumentarfilm, kortfilm, spillefilm og tv-film. Blandt dokumentarfilmene er portrætterne Michel Simon (1964), PH lys (1964) og Asger Jorn in Memoriam (1995) og Ib Schønberg – et portræt af Danmarks største filmskuespiller (2000).

I tv-spillene fra 1970'erne dominerer en realistisk, ofte satirisk samtidsskildring, bl.a. Syg og munter (1974) efter Sven Holm.

Som spillefilminstruktør satsede Ole Roos på litterære filmatiseringer. I Kys til højre og venstre (1969) efter Jens Gielstrup, Hærværk (1977) efter Tom Kristensen og Forræderne (1983) efter Erik Aalbæk Jensen veksler realisme og loyalitet over for forlægget med en til tider mere fri fortælle- og billedstil.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig