Ole Falkentorp var en dansk arkitekt. Han blev murersvend i 1905 og var en tid ansat på DSB's tegnestue hos H. Wenck. Falkentorps arkitektoniske udtryk bevægede sig fra nyklassicisme over modernisme til funktionalisme, repræsenteret af bemærkelsesværdige arbejder som boligbebyggelsen Classens Have (1924, sammen med blandt andre Carl Petersen og Povl Baumann), kontorhuset Ved Vesterport (1930-1932, sammen med Povl Baumann) og Hotel Astoria (1935) ved Hovedbanegården, alle i København. Falkentorp var fra 1911 et engageret og debatterende medlem af Den Fri Architektforening.