Ole Christiansen, f. 1955, dansk fotograf. Christiansen er uddannet reklamefotograf, men slog i 1980'erne igennem som portrætfotograf for danske rockmusikere. Med serien Lys i mørke skabte han i slutningen af 1980'erne en række drømmeagtigt mediterende bylandskaber, der har karakter af et rekviem over vor civilisation. I 1990'erne har Christiansen opdyrket et søgende, ofte ekspressivt dramatisk portrætfotografi, som efterlader beskueren med fornemmelsen af at se ellers velkendte fysiognomier for første gang. Flere af portrætterne findes på Frederiksborgmuseet.