Olbers' paradoks, (efter H.W. Olbers), det forhold, at nattehimlen er mørk og ikke lige så lys i alle retninger som Solens overflade, som den burde være med uendelig mange stjerner i et stationært Univers. Problemet kan føres tilbage til J. Kepler i 1610, der brugte nattemørket som et argument for, at der kun kunne være endeligt mange stjerner, men det blev for alvor kendt, da Olbers diskuterede det som et paradoks i 1823. Han påpegede betydningen af stjernetåger, der kunne skygge for stjernerne, en forklaring, som ikke holder, da sådanne tåger selv ville blive opvarmet og udsende lys. I dag hæfter man sig især ved to forhold, der begge bidrager til en forklaring: I et Univers med en endelig levetid har lyset fra de fjerneste stjerner endnu ikke haft tid til at nå os; ydermere svækker rødforskydningen af lyset fra de fjerne stjerner intensiteten af det stjernelys, der når frem til os. Se mere detaljeret omtale i begyndelse.