Olaus Petri

Faktaboks

Olaus Petri
født:
6. januar 1493
død:
19. april 1552

Olaus Petri, 6.1.1493-19.4.1552, svensk teolog og reformator; bror til Laurentius Petri. Efter studier i Uppsala og Leipzig tog han magistergraden ved universitetet i Wittenberg, hvor han 1516-18 formodentlig hørte Luthers forelæsninger og oplevede hans offentliggørelse af de 95 teser imod afladshandel. Hjemvendt blev Olaus Petri kansler hos biskop Matthias af Strängnäs, leder af domskolen dér og siden udnævnt af Gustav 1. Vasa til stadssekretær i Stockholm, bl.a. med pligt til at prædike i Storkyrkan (1524-31); som sådan virkede han for gennemførelsen af den evangeliske reformation i Sverige. Hans bryllup i 1525 blev den første offentlige tilkendegivelse af svensk brud med den katolske kirkeret.

Olaus Petri var en hovedkraft bag kongen på rigsdagen i Västerås i 1527, hvor Reformationen gennemførtes, og kort efter blev han kongens kansler (1531-33). Da han siden kritiserede kongens kirkepolitik, som prægedes af de tyske fyrstekirkers idéer, blev han s.m. Laurentius Andreæ i 1540 dødsdømt som højforræder, men benådedes. Fra 1543 var han sognepræst ved bykirken i Stockholm. Blandt hans værker er den svenske oversættelse af NT (1526) og En svensk krönika (1530'erne, først trykt 1818), der dækker landets historie indtil 1520. I 1531 udsendte han Den svenska Mässan, en vejledning for afholdelse af gudstjeneste på svensk, fordi den skal kunne tjene folkets opbyggelse. I skuespillet Mäster Olof (1872) leverer Strindberg en lidenskabelig tolkning af Olaus Petri.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig