Faktaboks

Oksbøl Kirke
Sogn
Oksbøl Sogn
Provsti
Sønderborg Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Sønderborg Kommune
Oksbøl Kirke, Sønderborg

Kirken set fra nordøst.

Oksbøl Kirke, Sønderborg
Af .

Oksbøl Kirke er en sognekirke, som ligger midt i Oksbøl i Sønderborg Kommune på fladt terræn.

Kirkegård

Kirkegården, som siden middelalderen er udvidet mod nordøst, syd og øst, er omgivet af et dige af jordfyldte kampesten, undtagen nordøstudvidelsen fra 1956, som er omgivet af levende hegn. Kirkegårdens hovedindgang er en port mod vest, og mod nordvest og sydøst er der mindre indgange til fodgængere.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor og skib, som er opført af rå kampesten med hjørner af granitkvadre, altså tilhuggede granitsten. Dertil kommer et våbenhus og et tårn fra gotisk tid, et gravkapel fra 1697 og et yngre sakristi ved korets østgavl. Indtil 1674 havde kirken en tagrytter over koret, altså en lille tårnlignende konstruktion på taget.

Kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er opført ad to omgange. Dette kan dels ses ved, at soklen ændrer sig, dels ved spor i tagværket. Koret og de østligste to meter af skibets mure er således ældst, og først efter en ukendt periode blev skibet fuldført. Flere oprindelige detaljer fra denne ældste tid er bevaret, blandt andet den oprindelige syddør i skibets vestende, som stadig er i brug. To vinduer i skibets nordmur er også bevaret, men er senere muret til.

Efter år 1400 skete der flere ombygninger på kirken, men rækkefølgen er svær at bestemme. Tårnet er muligvis den ældste tilbygning, men bærer kraftigt præg af senere ombygninger. Op til midten af andet etage er det bygget af rå kampesten med detaljer af munkesten, mens overdelen er bygget helt af munkesten. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en stor spidsbue, og gennem en trappe i sydvesthjørnet er der adgang til de øvre etager. Det nuværende pyramidetag og sekssidede lanternespir stammer fra en ombygning i 1775, hvor en ældre tårnoverdel blev revet ned.

Våbenhuset stammer også fra gotisk tid, og er bygget af rå kampesten og munkesten. I 1700-tallet blev våbenhuset forhøjet, og gavlen fik sit nuværende udseende.

Gravkapellet midt på skibets nordside er opført i 1697. Den lille bygningsdel har et tøndehvælvet loft og er bygget af små gule sten.

På korets østside står kirkens yngste tilbygning, nemlig et lille sakristi fra slutningen af 1700-tallet.

Kirkens tagværker er fra forskellige tidsaldre, og over koret, skibet og våbenhuset er der bevaret rester af det oprindelige, middelalderlige tagværk. Andre dele af tagværket er yngre, og flere dele stammer også fra 1600-tallet og 1700-tallet.

Indvendigt er kirken præget af de hvide vægge og det flade træloft i skibet, mens tårnrummet og koret har hvælvet loft.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Oksbøl Kirke

Ornamental udsmykning langs ribber og i kappen.

Kalkmalerier i Oksbøl Kirke
Af .
Kalkmalerier i Oksbøl Kirke

Vrængemaske i østre kappeflig.

Kalkmalerier i Oksbøl Kirke
Af .

I koret er der kalkmalerier fra mellem 1490 og 1510, som blev afdækket ved en restaurering i 1993. De forestiller forskellige blade, der smyger sig op langs hvælvenes ribber.

Inventar og gravminder

Kalkmalerier i Oksbøl Kirke

Ornament over opgangen til prædikestolen.

Kalkmalerier i Oksbøl Kirke
Af .

Kirkens inventar er overvejende præget af nyere genstande, men der er også ældre indslag. Fx er altertavlen delvist fra middelalderen, mens barokken er repræsenteret ved en prædikestol og en døbefont af træ.

Kirkens altertavle er en sammensætning af nyt og gammelt. Figurerne stammer for størstedelen fra en altertavle fra starten af 1400-tallet, mens to af figurerne og skabet, de står i, er fra 1950’erne.

Prædikestolen er fra ca. 1625-1630, og er i bruskbarok stil. Den er nært beslægtet med prædikestolen i Nordborg Kirke og består af fem fag, som er udsmykket med relieffer, der forestiller scener fra det Gamle og Nye Testamente.

Døbefonten af træ er i barokstil, og et englebarn omfavner søjlen, der bærer kummen. I døbefonten findes et sikkert samtidigt dåbsfad i messing, som er fra 1692.

Et lille alterkrucifiks af sølv stammer fra 1700-tallet.

Et ret usædvanligt inventarstykke er håndklædeholderen, som er udsmykket med en udskåret krone. Den stammer fra 1825.

På skibets nordvæg hænger et maleri fra 1852-1853, som forestiller bebudelsen. Det fungerede som altertavle indtil 1957, hvor den rekonstruerede middelalderaltertavle blev genopstillet.

Stoleværket, dvs. kirkens bænke, er fra år 1900.

Korbuekrucifikset består af et sengotisk kors og en moderne kopi af en unggotisk Kristusfigur, skåret i 1955-1956.

Af gravminder kan nævnes et epitafium, dvs. en slags mindetavle, fra omkring år 1800 og en romansk gravsten, som siden er genbrugt som et minde om Genforeningen. I våbenhusets vestvæg er der indsat en mindetavle over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig