Oe Kenzaburo

Faktaboks

Oe Kenzaburo
født:
1935

Oe Kenzaburo, f. 1935, japansk forfatter. Som i debutnovellen "Fangsten" (1958, da. Japans stemme, 1965) beskriver Oe i sine tidlige værker den unge generations klaustrofobiske fornemmelse i efterkrigstidens Japan under den amerikanske besættelse; med sex og vold som nøgleord udgav han en række provokerende værker. Fødslen af hans retarderede søn blev et vendepunkt i hans forfatterskab og gav ham anledning til at skrive romanen En privat sag (1964, da. 1969). Med sin hidtil vigtigste roman, Fodboldkampen i 1860 (1967, da. Tid til fodbold, 2000), forsøgte han at finde rødderne til den oprørske studenterbevægelse, der led nederlag i 1960. Som fortaler for demokrati og mod kernevåben har han skrevet værker som Lær os at vokse fra vort vanvid (1969, da. 1988) og M/T – og fortællingen om De Store Skoves Under (1986, da. 1996).

Da Oe modtog nobelprisen i 1994, erklærede han, at han ikke længere ville skrive romaner. Siden har han dog udgivet Saltomortale (1999, Omvendelse) som en syntese af romantrilogien Det flammende træ (1993-95). I sin seneste trilogi Det forbyttede barn (2000), Den sørgmodige dreng (2003) og Farvel, mine bøger! (2005) er han vendt tilbage til det selvbiografiske stof i en raffineret komposition.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig