Ocean Drilling Program

Artikelstart

Ocean Drilling Program, (eng. 'havboringsprogram'), ODP, internationalt program til udforskning af oceanernes geologiske forhold. I projektet, der indledtes 1983 og afsluttedes i 2007, deltog omkring 20 nationer, heriblandt Danmark. I projektet opererede det eneste boreskib, der kan udføre 1-2 km dybe boringer på oceaniske vanddybder (2-7 km).

ODP omfattede bl.a. forskning i havbundsspredning, jordskorpeunderskydning (subduktion) i dybhavsgrave og gamle brudzoner dannet ved pladetektonisk og kontinentalt opbrud i fx Atlanterhavet. Borekerner fra dybhavssedimenter indeholder unikke oplysninger om globale klima- og miljøændringer gennem mere end 100 mio. år; fx har ODP påvist, at klimaet i de sidste 2-3 mio. år generelt har været langt koldere end i dag.

ODP udførte i 1993 og 1995 boringer ud for SØ-Grønlands kyst for danske forskningsprojekter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig