Oberhausen

Artikelstart

Oberhausen, tysk by ved Rhein-Herne-kanalen 5 km nordøst for Duisburg i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Ruhrdistrikt; 213.000 indb. (2010). Oberhausen rummer delstatens miljøkontor specielt for jordbundsforhold. Desuden findes teater, kunst-, industri- og tennismuseum, og siden 1955 har der årlig fundet internationale kortfilmdage sted. De vigtigste industrier er stål-, maskin- og bilindustri samt kemisk industri. I det nordligste byområde, Emscherzone, brydes stenkul, men kun få stål- og valseværker er i drift.

I bydelen Osterfeld oprettedes Ruhrdistriktets første jernværk i 1758. Flere jernværker fulgte og medførte en stor befolkningstilvækst, og først ved sammenlægning af flere mindre byer opstod Oberhausen i 1862; storby blev den først efter sammenlægningen med Sterkrade og Osterfeld i 1929.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig