OPP-samarbejde er en organisationsmodel, som er rettet mod håndtering af offentlige opgaver i samspil med private virksomheder.

Faktaboks

Etymologi

OPP står for 'offentlig-privat partnerskab'.

Også kendt som

PPP ('public-private partnership').

Opgaverne er typisk af en vis størrelse/kompleksitet og/eller varighed. Fokus har været på, at det offentlige i samarbejde med det private kunne få gennemført især en række anlægsarbejder bedre og billigere end ellers, herunder gennem optimering af kompetencer fra såvel offentlig som privat. En del OPP-samarbejder kan være billigere for bestiller som følge af, at private kan afskrive i modsætning til det offentlige. Det kan så samtidig betyde mindre skatteindtægter end ellers. Den samlede samfundsøkonomiske vurdering af OPP-projekter afhænger af den konkrete udformning samt af, hvilke arbejdsvilkår ansatte på OPP-projekter får.

Som juridisk samlebegreb kan OPP-modellen næppe gives andre entydige kendetegn end, at der netop er tale om konstellationer/kontrakter med såvel offentlig som privat deltagelse. Begrebet dækker således i praksis over en ret bred vifte af forskellige måder at samarbejde på, visse joint ventures samt de såkaldte build-operate-transfer-kontrakter (BOT-aftaler). I sidstnævnte kontraktstilfælde skal entreprenøren først opføre bygværket, siden vedligeholde og drive det (typisk i flere år) og endeligt overdrage det til den offentlige myndighed, der oprindeligt har bestilt opdraget, fx et hospital, et fængsel eller en skole. Derved kan BOT-aftalen siges at indeholde flere af kerneelementerne i den gængse OPP-term.

Ved OPP søges projektering, udførelse, drift, vedligehold og evt. finansiering i almindelighed reguleret under samme "paraply" – og ofte med betydelig tyngde på netop opgavens finansierings- og driftsdel. Herved adskiller OPP-aftaler sig bl.a. fra det offentliges "klassiske" entreprisekontrakter med private entreprenører, hvor fokus er på udførelsen.

OPP-formen er udbredt i Europa, navnlig i England. I Danmark er der siden år 2000 opført bl.a. skoler og retsbygninger i denne særlige kontraktkonstellation. Typisk indeholder OPP-kontrakter i deres detaljerede juridiske setup elementer af samarbejdsformen "partnering".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig