OHCHR

OHCHR, Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights (OHCHR), FNs Højkommissariat for Menneskerettigheder, er en FN-organisation med hovedkontor i Genève, etableret i 1993 for promovering og beskyttelse af menneskerettighederne.

OHCHR blev oprettet som et departement i FN-sekretariatet i sluterklæringen fra Verdenskonferencen om Menneskerettigheder afholdt i Wien i 1993. Under henvisning til FN-chartrets præambel har OHCHR mandat til:

  1. at forebygge menneskerettighedskrænkelser,
  2. at sikre respekt for alle menneskerettigheder,
  3. at fremme internationalt samarbejde for beskyttelsen af menneskerettigheder samt
  4. at koordinere og indtænke menneskerettighedsrelaterede aktiviteter i FN-sekretariatet.

Dette mandat implementeres praktisk, ved at OHCHR dels yder sekretariatsbistand til FNs forskellige organer på menneskerettighedsområdet, dels fremmer og beskytter menneskerettighederne gennem bl.a. dialog med medlemsstaterne kombineret med teknisk bistand til staternes indsats på området. Foruden dette mandat leder OHCHR forsøget på at integrere menneskerettigheder i alle FN-organers arbejde.

FN-chartret og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder danner grundlaget for OHCHRs globale virksomhed. Med oprettelsen af Menneskerettighedsrådet i 2006, hvor OHCHR er sekretariat, konsolideredes kontorets internationale rolle.

Kontoret er opdelt i tre divsioner som koncentrerer sig om de tematiske emner og særlige menneskerettighedsprocedurer; Menneskerettighedsrådet og støtte til menneskerettighedstraktaterne, og feltoperationer og teknisk samarbejde.

OHCHR har siden 1993 ekspanderet kraftigt organisatorisk, bl.a. med etableringen af regionale kontorer og landekontorer Tematisk har kontoret også udvidet dets rolle og er fremtrædende i fx planlægningen og implementeringen af fredsbevarende operationer og i den internationale kamp mod terror.

OHCHRs budget er på godt 300 mio. dollar, og finansieres gennem FN-sekretariatets regulære budget samt gennem frivillige bidrag fra medlemsstaterne. Danmark har traditionelt været en af de største donorer med et bidrag.

OHCHR ledes af en Højkommissær valgt af FNs Generalforsamling. Fra 2018 er det den tidligere præsident i Chile, Michelle Bachelet (f. 1951).

Hjemmeside for OHCHR.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig