Faktaboks

O.E. Hasse

Otto Eduard Hasse

Født
11. juli 1903
Død
12. september 1978
O.E. Hasse i 1945.

O.E. Hasse i rollen som Mefisto i teaterstykket 'Urfaust' af Johann Wolfgang von Goethe i 1945

Af /Deutsche Fotothek.
Licens: CC BY SA 3.0

O.E. Hasse var en tysk skuespiller og instruktør. O.E. Hasse blev uddannet som skuespiller ved Max Reinhardts Deutsches Theater i Berlin. I 1930-1939 var han tilknyttet Münchner Kammerspiele, hvor han også virkede som instruktør. Hasses talent, som spændte fra det tragiske til det komiske, bragte ham mange klassiske roller i værker af fx Friedrich Schiller, Nikolai Gogol, Henrik Ibsen og Hugo von Hofmannsthal.

Sideløbende havde O.E. Hasse siden 1931 filmroller. I 1939 blev han som en af de få kendte skuespillere i Det Tredje Rige idømt fængsel for homoseksualitet, men efter de to måneders afsoning og en kort karantæne kunne han genoptage sin teater- og filmkarriere.

Fra 1948 medvirkede han i flere amerikanske film, fx i George Seatons The Big Lift (1950) – om luftbroen til Berlin – sammen med Montgomery Clift, som også var hans medspiller i Alfred Hitchcocks I Confess (1953). I Jacques Beckers Les aventures d'Arsène Lupin (1957) spillede han kejser Wilhelm 2.

O.E. Hasses store popularitet skyldtes især titelrollen i Alfred Weidenmanns Canaris (1954); og særlig hans talrige roller som fyrste, minister, læge og advokat gjorde ham kendt i den tysktalende verden. Hasse var desuden ofte benyttet som oplæser i radioen, især af Theodor Fontanes værker.

O.E. Hasses formue anbragtes i 1981 i O.E. Hasses-Stiftung, der administreres af Akademie der Künste (Berlin). Fra 1981 uddeles en O.E. Hasse-Preis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig