Nysibiriske Øer, Novosibirskije Ostrova, russisk øgruppe nord for Sibirien; 38.000 km2. Øerne danner grænse mellem Laptevhavet og Det Østsibiriske Hav. De er lave og består af aflejringer, som flere steder ligger oven på gammel is. Området er arktisk med permafrost og tundravegetation. De gennemsnitlige temperaturer er −32 °C i februar og 2 °C i juli. Der er ingen fast beboelse, men øerne besøges af sibiriske jægere og rummer videnskabelige stationer.