Nykøbing Falster. Middelaldercentret er et eksperimenterende museumscenter, hvor man gennem rekonstruktioner har genskabt et middelalderligt miljø. Omkring havnen har man opbygget et sceneri fra 1300-t. Skibet er en rekonstruktion af Gedebyskibet, fundet på Sydfalster i 1989; det bruges til betjening af publikum. På land ses fra venstre en trædemølle, et stråtækt langhus for de søfarende og endelig et farveri. Personalet er iklædt middelalderdragter. I 1997 havde centret 90.000 besøgende. Fotografi fra 1998.

.

Nykøbing Falster. Bastebrostræde ned til havnen.

.

Nykøbing sukkerfabrik ned til Guldborgsund.

.

Nykøbing Falster. Klosterkirken.

.

Nykøbing Falster. Klosterkirken.

.

Nykøbing Falster. Torvet.

.

Lindeskovkirken. Nykøbing Falster.

.

Nykøbing Falster, by på Vestfalster ved Guldborgsund; 16 904 indb. (2017). Nykøbing Falster er kommunecenter, fra 2007 i den nye Guldborgsund Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Nykøbing nævnes 1231 som Nykoping 'den nye handelsplads', af ny og -købing.

Oprindelig afgrænsedes Nykøbing Falster af de våde enge ved Tingsted Ås udmunding i sundet.

Middelalderbyen dannedes af et nord-syd-gående hovedstrøg (i dag Slotsgade og Langgade) og en sydøstlig udfaldsvej (Østergade-Nygade), der udgik fra Torvet, og nogle tværgader (bl.a. Færgestræde).

Med industrialiseringen oplevede byen en kraftig vækst: fra ca. 2000 indb. i 1850 til 7300 i 1901 og 17.850 i 1960. Tobaksfabrikken Nobel blev etableret allerede i 1835, og senere kom der jernstøberi, maskinfabrik, bryggeri, dampmølle, sukkerfabrik, svineslagteri, spinderi m.m.

I 1867 fik Nykøbing med den første Guldborgsundbro et egentligt opland på Østlolland. Derimod har byens nyeste udvikling været beskeden. Overgangen fra den tungere industri til lettere og højteknologiske brancher medførte en stærk reduktion i beskæftigelsen, og folketallet er gået noget tilbage.

Nykøbings centrum udgøres af den historiske bykerne med detailhandel, administration og boliger. Bebyggelsen er overvejende i to til tre etager med parkering i gårdene.

Nord for Tingsted Å anlagdes Nørre Boulevard og Vestensborg Allé i det nye Nørrebrokvarter, der præges af store en- og tofamiliersvillaer. Længst mod nord ligger sygehuset, et plejehjem og amtsgården samt et større erhvervsområde, udviklet efter 1970.

Øst for jernbanen ligger Østerbro med Sukkerfabrikken Nykøbing (1884). Sundby på Lolland er udviklet fra bygningen af den første bro over sundet. Bydelen rummer en- og tofamiliershuse fra mellemkrigstiden og senere parcelhuse. Et indkøbscenter er placeret ved Brovejen ved den nye bro fra 1963. Museet Falsters Minder, der er en del af Museum Lolland-Falster, er et kulturhistorisk - arkæologisk museum, hvis emneområde strækker sig fra oldtiden frem til i dag. Nord for Sundby ligger Middelaldercentret.

Kirker i Nykøbing

Lindeskovkirken er byens yngste kirke, bygget i 1983. Derudover findes Nordre Kirke og Klosterkirken.

Klosterkirken er opført som del af et franciskanerkloster, stiftet af Erik 7. af Pommern 1419. Det er en enskibet langhusbygning med tresidet korafslutning og et lille toetagers sideskib, som er resterne af klostergangen.

Det sengotiske tårn har løgkuppel fra 1766, fornyet i forbindelse med en restaurering i 1870'erne. Christian 4.s mor, Sophie, der som enkedronning residerede på Nykøbing Slot 1594-1631, har skænket altertavlen og den mægtige anetavle på korets nordvæg.

Kirkernes hjemmeside; se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Historie

Nykøbing Falster. Czarens Hus som nu er museum.

.

Nykøbing Falster. Havnepladsen med Danish Agros store kornlager.

.

Nykøbing opstod i begyndelsen af 1200-t. i tilknytning til den nord for stedet anlagte borg (se Nykøbing Slot), men byens oprindelige privilegier er ukendte.

Byen havde i middelalderen et Franciskanerkloster og et helligåndshus, men dens vækst og velfærd var især knyttet til slottet; ikke mindst 1600-t.s hofliv influerede positivt på udviklingen af byen, der omkring 1700 havde nået et indbyggertal på ca. 1000.

Fra 1600-t. er bevaret to gavlhuse i bindingsværk, det ene, Czarens Hus, blev gæstet af Peter 1. den Store i 1716. Huset indgår i det lokalhistoriske museum Falsters Minder, som er egnsmuseum for de fire Falsterkommuner.

1700-t. var en nedgangstid, der først blev vendt med anlæggelse af en havn og 1800-t.s fremvoksende industri. Fra gammel tid var Nykøbing et vigtigt færgested for overfarten over Guldborgsund, indtil byen i 1867 blev landfast med Lolland med Christian IXs Bro.

Ved oprettelsen af Maribo Amt og udskillelsen som selvstændigt stift i 1803 blev Nykøbing sæde for stiftamtmanden og fra 1843 også for biskoppen, selvom domkirken forblev i Maribo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig