Nycomed A/S, europæisk medicinalvareproducent og -distributør, stiftet i 1997 ved fusion mellem norske Nycomed ASA, grundlagt i 1874 af apotekeren Morten Nyegaard (1844-1921) som importfirma for medicinalvarer til Norge, og britiske Amersham International plc., etableret i 1946 af den britiske regering til fredelig udnyttelse af radioaktive stoffer. Amersham var blandt de første statsselskaber, der blev privatiseret i Margaret Thatchers regeringsperiode. Ved fusionen overtog aktionærerne i den norske del 53 % af aktierne i det nystiftede selskab, der var førende med bl.a. kontrastmidler til røntgen-, magnet- og ultralydundersøgelser, DNA-analyser og nuklearmedicin.

I Danmark overtog Nycomed i 1990 Danmarks Apotekerforenings produktionsvirksomhed DAK-Laboratoriet.

I december 2006 overtog Nycomed den tyske virksomhed ALTANA Pharma, hvilket bragte medarbejderantallet op på 12.000.

I 2011 blev Nycomed overtaget af den japanske lægemiddelvirksomhed Takeda Pharmaceutical International Limited, en af verdens største. Det danske datterselskab skiftede året efter navn til Takeda Pharma A/S og har ca. 600 medarbejdere. Det leverer bl.a. medicin til behandlæing af kræft, inflammatorisk kroniske tarmsygdomme, lidelser i centralnervesystemet, astma, KOL og forkølelse.

Takeda Pharmas danske hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig