Ny Økonomisk Verdensorden er en betegnelse for en række krav fra den tredje verden og Den Alliancefri Bevægelse om ændring af den økonomiske ulighed mellem rige og fattige lande, dvs. af den såkaldte Nord-Syd-relation.

Begrebet kom på den internationale dagsorden efter UNCTAD II-konferencen i 1972. Oliekrisen i 1973 skabte en villighed hos de rige lande i nord til at diskutere kravene, og i 1974 vedtog FN dels en deklaration med et handlingsprogram for en Ny Økonomisk Verdensorden, dels en erklæring om staters økonomiske rettigheder og pligter.

De konkrete resultater heraf blev få. Inden for råvareområdet blev der dog, i perioden før og efter handlingsprogrammet, indgået en række internationale råvareaftaler, der gennem forskellige mekanismer og reguleringer (prisbånd, kvoter, bufferlagre) skulle søge at stabilisere prisen og markederne på råvarer som kaffe, kakao, rågummi, tin og sukker. Derudover blev der enighed om at oprette en international råvarefond, der skulle bidrage til at finansiere aftalerne.

Der var dog stor uenighed om reguleringerne, især mellem ulandene og USA, og det viste sig meget vanskeligt at fastholde prisaftalerne. De fleste råvareaftaler kollapsede derfor i 1980'erne og 1990'erne. Selve råvarefonden blev først operationel i 1989, hvor den i store træk var blevet overflødig.

Udviklingen i Nord-Syd-relationerne og et skifte i den internationale politiske dagsorden har betydet, at det har været vanskeligt at fastholde kravene om en Ny Økonomisk Verdensorden, og debatten er stort set forsvundet. Det har samtidig markeret et organisatorisk skifte fra fokus på regulering af den internationale handel, repræsenteret ved UNCTAD, til øget frihandel og liberalisering, repræsenteret ved GATT og senere WTO.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig