North Yorkshire.

.

North Yorkshire, amt (county) i det nordlige England; 8038 km2, 598.400 indb. (2011). Bjergkæden Penninerne skærer igennem amtets vestlige del og når over 700 m ved Whernside og Pen-y-Ghent. De stærkt eroderede og afrundede bjerge bliver gennemskåret af ofte meget stejle dale. På tørre områder findes lynghede, mens de fugtige dale er græsklædte. Floden Ouse har sit udspring i Penninerne og løber mod SØ gennem York og ud i Humber-floden til Nordsøen. Ouse og andre flodløb i amtet har visse steder dannet grotter og underjordiske vandløb. I amtets østlige del ved Nordsøen ligger North York Moors, et højtliggende hedeområde, der når op til 450 m højde, og som gennemskæres af dybe istidseroderede dale som fx Newton Dale (250 m bred og 100 m dyb).

Imellem disse bjergområder ligger lavlandet Vale of York med frugtbare jorder på istidsaflejringer. Området domineres af landbrug, især dyrkning af korn. På skråningerne i vest holdes malkekvæg, og i bjergene får. Området syd for York har gode kulforekomster.

Både Penninerne og North York Moors har karakteristiske lave, grå stengærder i kilometervis med smalle, snoede veje imellem, og der er etableret nationalparker, North York Moors i øst og Yorkshire Dales i vest, som The Pennine Way, en ca. 400 km lang vandresti, går igennem.

Industrien i amtet er beskeden og især knyttet til landbruget og til byen York, der er amtets vigtigste by. Turisme har stor betydning for amtet, specielt i byerne Harrogate i vest og Scarborough i øst, der fungerer som servicecentre for turismen til nationalparkerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig