Norgesminde

Norgesminde, Norges Minde, tidligere landsted på Strandvejen 119 i Ryvangen, København, opført 1813 af den norske læderfabrikant Christopher Hedemark. Ejendommen fik sit navn i forbindelse med afståelsen af Norge til Sverige i 1814, og bygningen var opført som et dobbelthus, der refererede til Danmark og Norge som 'tvillingerigerne.'

Københavns Kommune erhvervede Norgesminde i 1899 og brugte det til sociale formål, indtil det blev nedrevet i 1986 og derefter nyopført som plejehjem. Det gamle landsteds siderisalitter har dannet forbillede for den nye bygnings klassicerende midterparti, ligesom mange af den gamle haves træer er bevaret.

I litteraturen optræder Norgesminde i Poul Martin Møllers skæmteroman En Dansk Students Eventyr (1824), hvor Valentin bor derude for at få ro til sine studier, hvorefter hovedpersonen, "Den krøllede Frits", dukker op og sætter handlingen i gang ved et studenterselskab.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig