Norge. Som det første af de nordiske lande fik Norge i 1274 under Magnus 6. Lagabøter en rigslov gældende for hele landet. Her et udsnit om arvereglerne fra den såkaldte Hardenbergske Codex, et norsk håndskrift fra ca. 1325-50.

.

I Norge var den ældste kendte retsorden mundtligt overleverede sædvaner, der gjaldt i afgrænsede områder af landet. Retsenhed blev indført ved Magnus Lagabøters Landslov og Bylov (1274-1276). Den brød med primitive retsforestillinger som blodhævn og tvekamp og med de strengt formelle rettergangsregler, og den gjaldt i Norge indtil Christian 5.s Norske Lov af 1687.

Efter Norges forening med Danmark var lovgivningsmagten i det væsentlige hos den danske konge, og lovgivningen var i perioden 1687-1814 i alt væsentligt fælles for Danmark og Norge.

Ved grundloven af 17. maj 1814 indførtes et systemskifte. Grundloven var inspireret af USA's uafhængighedserklæring fra 1776, Den Franske Revolution i 1789 og de senere amerikanske og franske forfatninger og var dengang en af Europas mest radikale forfatninger. Den var tydelig inspireret af oplysningstidens idealer, særlig Montesquieus lære om magtfordeling. Den indeholder bestemmelser om statsformen, om den lovgivende magt (Stortinget), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene) samt endvidere om menneskerettigheder. Grundloven er den højeste retskilde i Norge. Andre bestemmelser, som kommer i strid med den, må vige, og den norske Høyesterett har i visse tilfælde erklæret en lov for grundlovsstridig. I grundloven var det bestemt, at en ny "almindelig civil og kriminal Lovbog" snarest skulle udarbejdes. En kriminallov blev indført i 1842, mens planerne om en norsk civillovbog først blev taget op i 1953 med nedsættelse af et civillovbogsudvalg. På forslag fra dette udvalg er der senere indført love om sameje, hævd, servitutter, naboret m.m. Siden 1800-tallet er der endvidere indført en ny straffelov fra 1902, rettergangslove om den borgerlige retspleje fra 1915, en forvaltningslov fra 1967 og en straffeproceslov fra 1981. Inden for formueret, familieret og arveret er lovgivningen i et væsentligt omfang foregået i et nordisk lovsamarbejde.

Norge har i 1988 indført FN's konvention om kontrakter om internationale løsørekøb, CISG, og sammen med Finland og Sverige og senere Island den nye nordiske købelov. Norge har gennemført en stor del af EU's retsakter som lovgivning og har endvidere tilsluttet sig Luganokonventionen af 1988 om domstolenes kompetence og om fuldbyrdelse af domme i civile sager, herunder handelssager.

Domstolssystemet er opbygget således, at civile sager som hovedregel indledes ved mægling i et forliksråd, som findes i alle kommuner. Hvis forlig ikke opnås, behandles sagen ved by- eller herredsretten, der også er første instans for behandling af straffesager. By- og herredsrettens afgørelser kan appelleres til de i alt seks lagmannsretter. Øverste instans er Høyesterett, hvortil lagmannsretters afgørelser kan ankes. I straffesager, som er anket fra lagmannsretten og i civilretlige sager, hvor anken gælder en formueværdi under 100.000 kr., kræves tilladelse fra Høyesteretts kjæremålsutvalg, for at sagen kan behandles i Høyesterett. Ellers har kjæremålsutvalget adgang til at afvise anker, bl.a. hvis det findes åbenbart, at anken ikke vil føre til noget.

En ny tvistelov fra 2005 ventes at træde i kraft den 1. juli 2007. Den vil videreføre den gældende domstolsstruktur. Forliksrådene vil dog få en noget mere begrænset myndighed end i dag og vil derfor ikke længere blive regnet til de almindelige domstole. Høyesteretts kjæremålsutvalgs funktioner vil blive videreført af Høyesteretts ankeutvalg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig