Norge - historie (perioden efter 1972)

Norge - historie (perioden efter 1972), Efter EF-striden blev Venstre splittet og mistede politisk betydning. Arbeiderpartiet tabte stemmer til SF, som i 1975 dannede et nyt parti, Sosialistisk Venstreparti, SV. Ved valget i 1973 blev Anders Langes parti, fra 1977 Fremskrittspartiet, repræsenteret i Stortinget for første gang. Fra 1973 dannede Arbeiderpartiet igen regeringer under ledelse af Trygve Bratteli, Odvar Nordli og Gro Harlem Brundtland, der blev Norges første kvindelige statsminister. I 1981 overtog Høyre regeringsmagten med Kåre Willoch som statsminister; regeringsgrundlaget udvidedes i 1983 med deltagelse af Kristelig Folkeparti og Senterpartiet. Willochs regering iværksatte et omfattende liberaliseringsprogram, men måtte træde tilbage i 1986 pga. uenighed om den økonomiske politik, der bl.a. omfattede øgede skatter og afgifter. En ny Arbeiderpartiregering under Gro Harlem Brundtland påbegyndte en stram økonomisk politik, hvor man via tilbageholdenhed på de offentlige udgifter søgte at modvirke inflationen og undgå fald i kronekursen. Efter valget i 1989 dannede Høyre, Kristelig Folkeparti og Senterpartiet regering under ledelse af Jan P. Syse. Den måtte imidlertid gå af efter et år pga. uenighed om Norges forhold til EF, og Arbeiderpartiet dannede atter en mindretalsregering. Thorbjørn Jagland efterfulgte i 1996 Gro Harlem Brundtland som statsminister, men trådte tilbage efter valget i 1997, hvorefter Kristelig Folkeparti, Senterpartiet og Venstre dannede regering under ledelse af Kjell Magne Bondevik.

Regenter
ca. 885-ca. 931 Harald 1. Hårfager
ca. 931-ca. 935 Erik 1. Blodøkse
ca. 935-ca. 960 Håkon 1. Adalsteinsfostre
ca. 960-ca. 970 Harald 2. Gråfeld
ca. 970-995 Håkon Jarl Sigurdsson (dansk styre)
995-1000 Olav 1. Tryggvason
1000-15 Erik og Sven Jarl Håkonsson (dansk styre)
1015-28 Olav 2. Haraldsson, Olav den Hellige
1028-30 Knud (2.) den Store
1030-35 Svend Alfivasen
1035-47 Magnus 1. den Gode
1045-66 Harald 3. Hårderåde
1066-69 Magnus 2. Haraldsson
1066-93 Olav 3. Kyrre
1093-95 Håkon Magnusson Thoresfostre
1093-1103 Magnus 3. Barfod
1103-15 Olav Magnusson
1103-23 Øystein 1. Magnusson
1103-30 Sigurd 1. Jorsalfar
1130-35 Magnus 4. den Blinde
1130-36 Harald 4. Gille
1136-61 Inge 1. Haraldsson Krokryg
1136-55 Sigurd 2. Munn
1142-57 Øystein 2. Haraldsson
1157-62 Håkon 2. Hærdebred
1161-84 Magnus 5. Erlingsson
1177-1202 Sverre Sigurdsson
1202-04 Håkon 3. Sverresson
1204-17 Inge 2. Bårdsson
1217-63 Håkon 4. Håkonsson
1263-80 Magnus 6. Lagabøter
1280-99 Erik 2. Magnusson Præstehader
1299-1319 Håkon 5. Magnusson
1319-55 Magnus Eriksson Smek
1355-80 Håkon 6. Magnusson
1380-87 Olav 4. (Oluf 2.) Håkonsson
1388-1412 Margrete (1.)
1389-1442 Erik (7.) af Pommern
1442-48 Christoffer (3.) af Bayern
1449-50 Karl 1. (8.) Knutsson
1450-81 Christian 1.
1481-83 interregnum
1483-1513 Hans
1513-23 Christian 2.
1524-33 Frederik 1.
1533-34 interregnum
1534-59 Christian 3.
1559-88 Frederik 2.
1588-1648 Christian 4.
1648-70 Frederik 3.
1670-99 Christian 5.
1699-1730 Frederik 4.
1730-46 Christian 6.
1746-66 Frederik 5.
1766-1808 Christian 7.
1808-14 Frederik 6.
1814 Christian Frederik
1814-18 Karl 2. (13.)
1818-44 Karl 3. (14.) Johan
1844-59 Oscar 1.
1859-72 Karl 4. (15.)
1872-1905 Oscar 2.
1905-57 Haakon 7.
1957-91 Olav 5.
1991- Harald 5.
ordenstal i parentes angiver rækkefølgen i enten den danske eller den svenske kongerække

Denne regering havde kun støtte fra 42 ud af Stortingets 165 mandater, men blev alligevel siddende i over tre år, især takket være Bondeviks samarbejdsevner. Arbeiderpartiet kom atter i regering 2000-01, men mistede magten ved valget 2001, som blev partiets dårligste siden 1924. Efter valget dannedes en centrum-højreregering, igen med Bondevik som statsminister, men med et flertal af Høyre-ministre. Dette blev en belastning både for Kristelig Folkeparti og Høyre, som begge i 2005 opnåede de dårligste valgresultater nogensinde. I stedet etableredes en rød-grøn flertalsregering bestående af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet under Jens Stoltenbergs ledelse. Regeringsdannelsen var i flere henseender historisk: for første gang deltog Arbeiderpartiet i regering sammen med andre partier, SV kom i regeringen for første gang, og Senterpartiet brød med sine gamle alliancepartnere på den politiske midte og blev en del af det rød-grønne alternativ. Efter valget 2005 fik Norge således for første gang siden 1985 en flertalsregering. Efter stortingsvalget i 2009 gik Venstre betydeligt tilbage, og Høyre væsenligt frem. Stoltenberg fortsatte som regeringsleder for en rød-grøn koalitionsregering. Efter 2000 har Fremskrittspartiet været det toneangivende parti på den borgerlige fløj.

Ved valget i 2013 gik den rød-grønne blok betydeligt tilbage, og Jens Stoltenberg fratrådte som statsminister. En ny regering blev dannet af Høyre og Fremskrittspartiet, der for første gang indtrådte i en regering. Ny statsminister blev Erna Solberg, der udpegede en regering bestående af lige mange kvinder og mænd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig