Norge - arkitektur (efter 1850)

Norge. Det norske Veritas' hovedsæde, opført af arkitekterne Kjell Arve Lund og Nils Slaatto, stod færdigt i 1984. Lund og Slaatto dannede eget firma i Oslo i 1958 og har en alsidig produktion bag sig; fra kirker over privatboliger til fx hovedsædet for Norges Bank (1987).

.

Bibliotheca Alexandrina. Tv. en del af den granitklædte ydermur i det cirkulære bygningsanlæg, th. den store læsesal med ovenlys og plads til 2000 læsere.

.

Norge – arkitektur (efter 1850)

1850-1900

Frognerseteren friluftsrestaurant i Oslo fra 1891 representerer århundredskiftets særnorske dragestil.
Af /Oslo museum.

Den tidlige historicisme i Norge var især påvirket af nationalromantikken fra Tyskland, hvor mange norske arkitekter gennem årene var blevet uddannet. Herom vidner Heinrich Ernst Schirmers Kristianias Botsfengsel (1851) og J.H. Nebelongs nygotiske slot Oscarshall (1852) på Bygdøy. Victoriansk facadearkitektur i cementpuds blev et velkendt tema for 1850-60'ernes omfattende fabriks- og etagehusbyggeri. Den norske træbygningstradition sikrede den pittoreske schweizerstils udbredelse i provinsen, bl.a. med H.E. Schirmers og Wilhelm von Hannos (1826-82) rådhuse og stationsbygninger på hovedstrækningen Oslo-Eidsvoll 1853-67. En selvstændig norsk nationalstil indførtes omkring 1885 med den såkaldte dragestil, fx Holm Hansen Munthes (1848-98) Frognerseteren sportrestaurant fra 1891, udformet som et traditionelt bjælkehus med ornamenterede gavlfelter. E.C. Christies nygotiske restaurering af Nidarosdomen (1872-1906) fik stor betydning for periodens kirkebyggeri.

1900-1950

Med Nationaltheatret (1899) og den i 1906 genopførte by Ålesund slog jugendstilen igennem sideløbende med "granitbarokkens" manifestering med tunge brudstensflader, fx Bredo Greves (1871-1931) ny hovedbygning til Norges tekniske høgskole (1916), hvor landets første arkitektskole seks år forinden var blevet oprettet. Betegnende for mellemkrigsårenes stilskift er udviklingen fra Arnstein Arneberg og Magnus Poulssons klassicistiske villaer fra omkring 1910 i Oslos omegn til samme arkitekters funktionalistiske udformning af Oslo Rådhus (1931). Den internationale funktionalisme fik flere betydelige fortolkere: Gudolf Blakstad (1893-1985) og Herman Munthe-Kaas indførte med bl.a. Odd Fellow-bygningen (1934) det modulopbyggede facadeskema, og Ove Bangs (1891-1942) kontorbygning Samfunnshuset (1940) i Oslo er et stilrent eksempel på 1930'er-funktionalismen.

Efter 1950

Efterkrigsårenes prosaiske byggeopgaver var især koncentreret om etageboligbyggeriet og resulterede bl.a. i åbne parkbebyggelser med forskudte boligblokke, delvis under påvirkning af Arne Korsmos og Knut Knutsens (1903-69) humanistiske visioner. I perioden efter 1960 sås opgøret med modernismens skematiske modulbyggerier i en række ekspressionistiske enkeltbygninger, ofte tegnet i partnerskabsregi: Kjell Lunds (f. 1927) og Nils Slaattos (1923-97) individualistiske stil kom bl.a. til udtryk i Det norske Veritas' hovedsæde ved Oslofjorden (1984). Sverre Fehns alsidige virke afspejles i det arkæologiske museum i Hamar (1973), der kombinerer moderne glasflader med en middelalderlig bygningsstruktur i sten. De modsatrettede tendenser i 1970-80'ernes internationale arkitektur afspejles i Jan Digeruds (f. 1938) og Jon Lundbergs (f. 1933) omfangsrige produktion; navnlig universitetsforlagets hus i Oslo (1980) kan fremhæves.

Norsk arkitektur markerede sig stærkt i 1990'erne med mange store, offentlige byggerier, både hjemme og i udlandet. Modernismen er stadig dominerende med Sverre Fehn som den fremmeste repræsentant. Fehn fik i 1997 Pritzkerprisen, "arkitekturens nobelpris", og i 2001 den nyindstiftede Grosch-pris; blandt hans værker er Aukrustmuseet i Alvdal (1996) og Ivar Aasen Senter i Ørsta (2000). Også arkitektfimaet Snøhetta bygger i en spektakulær, meget original stil som det ses i Lillehammer Kunstmuseum (1993), Bibliotheca Alexandrina, Egypten (2002) og Oslo Operahus (2008).

Som eksempel på en arkitektur, der ved sin udformning beskriver, hvad den rummer, kan nævnes Norsk Oliemuseum i Stavanger (1999) ved Lunde & Løvseth Arkitektur A/S, som med en næsten massivt lukket hovedbygning i grå gnejs signalerer det norske grundfjeld, mens tre runde stålbygninger på piller i havet henviser til boreplatformen. Universitetsbiblioteket i Oslo (1999) ved arkitektfirmaet Telje-Torp-Aasen viser med den sortklædte, søjlebårne facade og det lyse interiør en ny form for luftig monumentalarkitektur. Arkitektfirmaet Aviaplan har stået for store lufthavnsbyggerier, bl.a. i Gardermoen (1998), og en af parthaverne, den internationalt kendte Niels Torp (f. 1940), har bl.a. opført British Airways' hovedkvarter ved Heathrow, England (1998).

Bemærkelsesværdige eksempler på stedsspecifik arkitektur ses i Nordnorge med statens administrationsbygning (1997) på Svalbard ved Jarmund/Vigsnæs A/S, Polarmiljøcentret og Polaria (1998) i Tromsø ved JAF arkitektkontor A/S samt Sametinget i Karasjok (2000) ved Stein Halvorsen A/S og Christian Sundby.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig