Norges arkitektur (middelalder og renæssance)

Periodens kirker var overvejende af træ, svarende til landets ældgamle byggeskik, hvorimod stenbyggeriet repræsenterer en udenlandsk, oprindelig sydeuropæisk tradition, der navnlig fremmedes i byerne og af magteliten, konger og bisper. Flertallet af de kirker, der blev rejst i landets 1250 sogne, var af træ og bygget som stavkonstruktioner i modsætning til laftbygget, en teknik, der blev stadig mere fremherskende i verdsligt byggeri. De bevarede 30 stavkirker fra 1100- og 1200-tallet, der spænder fra simple kor-skib-anlæg (Haltdalen) til komplicerede konstruktioner med forhøjet midterparti samt svalegange og apsider (Borgund), udgør en enestående kulturarv, der trods sine lån fra stenbyggeriet fastholder en raffineret træbygningskunst, der engang var vidt udbredt i Nordeuropa.

Kystbyernes stenkirker røber navnlig den anglonormanniske indflydelse (også kendt fra Sydskandinaviens tidlige stenkirker), der i Norge fastholdes op gennem højmiddelalderen for at nå et højdepunkt i ombygningen af bispekirken i Trondheim, Nidarosdomen (1170-1325). Trods omfattende rekonstruktioner står den fortsat som et betydeligt monument i rækken af europæiske katedraler.

Både de skårne og de huggede bygningsskulpturer, der indføjer sig som del af arkitekturen, røber forbindelsen til dansk træbygningstradition. Det fremgår bl.a. af søjlemotivet, som i flere romanske stavkirkeportaler er spundet ind i et ornamentalt tæppe, hvis dyre- og planteslyng minder om vikingetidens ornamentik. Bygningsskulpturen er dog især engelskpræget, navnlig i 1200- og 1300-tallet. Renæssancen er ikke rigt repræsenteret i Norge og fremkommer først med Christian 4.s nybygning af Kristiania (Oslo).

• Norges arkitektur fra barok til 1850
• Norges arkitektur efter 1850
• Norge