Nordsøkonferencerne

Nordsøkonferencerne, møder om Nordsøens miljøforhold med miljøministrene fra de omliggende lande. Konferencernes beslutninger er ikke juridisk bindende, men de har haft stor indflydelse på bl.a. national lovgivning og internationale konventioner. Fx har forsigtighedsprincippet, der blev inddraget i Nordsøkonferencen i 1987, opnået bred accept i miljøbeskyttelsesarbejdet.

Den første Nordsøkonference blev afholdt i Bremen 1984, efterfulgt af London 1987, Haag 1990, Esbjerg 1995, Bergen 2002 og Göteborg 2006. Temaer har bl.a. været dumpning af spildevandsslam, radioaktivt affald og farligt industriaffald, havafbrænding af miljøfarligt affald, tilførsel via floder og atmosfære af miljøfarlige stoffer samt kvælstof og fosfor. Konferencerne har bidraget til en omfattende overvågning af Nordsøens miljøtilstand.

I 1993 fremlagde en særlig North Sea Task Force en samlet rapport om havområdets miljøforhold og forureningskilder. Ved konferencen i Bergen besluttede man at arbejde ud fra et helhedssyn på Nordsøen som økosystem. I Göteborg var et af emnerne fiskeriet i Nordsøen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig